Ring tlf. 8618 6846 (kl. 9-15)

Hvorfor oprette testamente, når man er gift?

“Det virker dyrt med et testamente – og er der overhovedet nogen grund til at oprette det, når vi nu i stedet har besluttet os for at blive gift?”

Arvemæssigt kan en vielse være en god idé frem for at være ugifte samlevende – I opnår med vielsen en række fordele som ugifte ikke har – men et testamente kan stadig være nødvendigt.

Først (nogle af) fordelene ved at blive gift:

  1. I får som ægtefæller automatisk arveret efter hinanden. I arver 100% fra hinanden, hvis den afdøde ikke havde børn. I arver 50% fra hinanden, hvis den afdøde havde børn.
  2. Ægtefæller betaler 0 % i boafgift af arven. Ugifte par med testamente skal betale ml. 15% og 36,25% i afgift til staten. Afgiften er 15%, hvis man har boet sammen i to år eller har børn sammen.
  3. Ægtefæller kan sidde i uskiftet bo – hvilket kort fortalt giver en enke/enkemand mulighed for at få henstand med at beregne og udbetale arv til børnene. Ugifte par kan ikke sidde i uskiftet bo – heller ikke, hvis der oprettes et testamente.
  4. Ægtefæller er automatisk “nærmeste pårørende”, når det drejer sig om pensionsmidler og livsforsikringer – og dermed begunstiget ved dødsfald.
Testamente eksempel

Hvad får ægtefæller af yderligere fordele ved at oprette et testamente?

Det er udmærket at arve 50% fra den anden, hvis der er børn – men med et testamente kan arven til den længstlevende enke eller enkemand forøges til 87,5% af den andens formue. Har en af jer børn fra tidligere forhold, vil et testamente gøre det væsentligt billigere for den anden at skulle udbetale arv til den afdødes børn.

  • Selv hvis I “kun” har fællesbørn og dermed kan sidde i uskiftet bo ved den enes død, vil det være til den længstlevendes fordel at arve “mest muligt”. Det er nemlig ikke givet, at den længstlevende vil sidde i uskiftet bo til sin død – børnene skal have arv udbetalt, hvis den længstlevende f.eks. ønsker at gifte sig igen en dag.
  • Har en af jer børn fra tidligere forhold, vil et testamente være nødvendigt for at sikre, at arven fordeles ensartet blandt børnene, når den sidste af jer dør. Det kaldes et ligedelingstestamente og er den mest populære form for testamente for sammenbragte familier.
  • Med et testamente kan ægtefæller opnå andre ting, som ikke følger automatisk med, når man gifter sig – f.eks. bestemme, at børnenes arv skal være deres særeje, ligesom man kan tilkendegive, hvem man anser for bedst egnet til at overtage forældremyndigheden over børnene, hvis man dør inden de fylder 18 år (et børnetestamente).

Konklusion

Der er gode, juridiske grunde til at indgå ægteskab. Mange indgår da også ægteskab “for at sikre hinanden”. Men ægtefæller kan ofte sikre hinanden en endnu bedre arvemæssig stilling ved at oprette et testamente.
Også børnene kan have fordel af, at der oprettes et testamente – arven kan blive gjort til deres særeje, der kan oprettes børnetestamente m.m.

Opret testamente for kr. 3.750,00.

14 dages returret

Picture of Ulrik Grønborg

Ulrik Grønborg

Advokat med speciale i familie- og arveret.

Tlf. 8618 6846
e-mail: ug@minadvokat.dk

Om advokaten